Se den nye rengøringsliste for sommersæsonen 2018  under menupunktet 'Kun for medlemmer'.  

 Klubben har fået nyt ro-reglement

Se under 'Om klubben'

 

 Se på rokort om instruktion i roning med 2 åre.Billedresultat for coastal rowing

 DSC 0032
   

Nykøbing Sj. – Frederikssund og retur. (Årebladet aug. 2013)

Uge 30 var som sædvanlig tid til ferielangtur for Jørgen, Kay, Ingrid, Gert, Elsebeth og undertegnede.  Denne gang var der lejet to DFfR både i Nykøbing Sj. Roklub, og de lå og var klar til os, da vi ankom mandag den 22. juli. Vi blev meget venligt modtaget af Doris, som er ansvarlig for de udstationerede både, og hendes mand John. Efter en kort briefing om de lokale forhold vedr. vanddybder, afstande mm., stuvede vi bådene og roede ud kl. ca. 15.30.

sj1

 Efter ca. 8 km nåede vi Rørvig, hvor færgen til Hundested lægger til. Her roede vi ind i havnen. På grund af det gode vejr kneb det med at finde plads til bådene, så vi gik op på den lille strand i bunden af havnen. På havnen var der rig mulighed for køb af bl.a. is, og det benyttede vi os af. Humøret og solen stod højt, og vi besluttede at ro til Frederiksværk, selv om det kunne blive sen ankomst.

Efter at være roet ud af havnen igen, roede vi nordpå, idet afstanden over til Hundested er kortest her (fra Skansehage), iflg. GPS’en 3,75 km. Da vi kom over, fik vi hurtigt øje på Hundested Roklub, der ligger syd for både færge- og industrihavn. Roklubben ses nemt fra vandet med sine tre hvide porte. Vi havde stadig gavn af de store is i Rørvig, så vi fortsatte sydpå mod Lynæs uden at gå i land. Det var nu blevet havblik, og solen skinnede stadig fra en skyfri himmel, så vi nød turen videre mod Frederiksværk. Vi var i Nykøbing blevet anbefalet at ro i sejlrenden her, da der er lavt vand uden for denne, og det kan varmt anbefales at følge det råd! Vi kunne hurtigt se stålvalseværkets bygninger, og efter endnu en 1½ times roning mødte vi lokale roere på vandet, som kunne fortælle os, hvor roklubben ligger. Vi fandt let den dejlige og nybyggede roklub i Frederiksværk, hvor vi også blev godt modtaget!

Frederiksværk Roklub har 350 medlemmer, hvoraf de 100 er kajakroere. Klubhuset er bygget for ca. 15 år siden og efter en brand i bådhallen, blev denne genopført for to år siden, hvor der også blev indkøbt nye, flotte både! Klokken var nu ca. 20, og vi var heldige at deltage i sidste servering på den nærliggende havnegrill. Vi syntes at have fortjent mad efter 27 km roning. Indlogeringen foregik på 1. sal i roklubben, hvor der er to store motionsrum.

Tirsdag morgen fik vi lov til at sove til kl 7.30, men så rakte Kays tålmodighed heller ikke længere. Nu begyndte dørene at blive brugt, så man kunne høre det på 1. sal! Vejret var fortsat med høj sol, og der var en jævn vind fra sydlig retning. Vi havde besluttet at ro til Frederikssund, så det skulle være i modvind. Derfor blev der besluttet udskænkning af bitter efter eget valg til morgenmaden (havde der ikke været modvind, havde vi nok fundet en anden begrundelseJ).

 Roturen gik fint, og vi holdt os så tæt på Sjælland som vi kunne. På visse strækninger er der dog lavt vand, og vi måtte så ud i sejlrenden. De 17 km. til Frederikssund Roklub forløb uden problemer, og vi fandt nemt klubben, hvor vi gik ind til broen. Jørgen havde med stor succes stået for indkøb af ”tørkost”, og vi nød nu det medbragte i fuld sol. Der var folk i roklubben, og da den sidste var på vej hjem, kom hun meget venligt og lånte os sin nøgle med forklaring om, hvor hun boede, så vi kunne aflevere den igen senere. Vi havde besluttet at ro tilbage til Frederiksværk og overnatte der igen. Efter endt frokost gik vi de ca. 3 km ud til J.F. Willumsens Museum. Her blev vi lukket ind på trods af vores ”afslappede” langturspåklædning – undertegnede skulle efter sigende være dukket op udklædt som Pjerrot med tykt lag solblokker på læberne og disses omgivelser! Museet var meget interessant og kan varmt anbefales at se.

Tilbage ved roklubben kunne vi nu konstatere, at det var blæst op – og at vinden var vendt 180 gr.! Så vi fik lov at ro tilbage til Frederiksværk i stiv modvind og med en del bølger. Vi havde dog stor fordel af muligheden for at gå under land på det lave vand kort efter at vi havde passeret broen, og der holdt vi os så vidt muligt hele vejen til Frederiksværk. Dagen bød således på 34 km. i modvind, så der lød ingen protester, da der blev foreslået øl inden vi tog bådene op efter ankomsten!

Om aftenen gik vi ind til byen (ca. 3 km), hvor vi på Cafe Charlie fik god mad og øl i passende mængder. Frederiksværk by er meget hyggelig, og flere af os ser frem til at vende tilbage og kigge nærmere på det gamle krudtværk fra 1700-tallet med tilhørende istandsatte arbejderboliger – et meget fint syn! Efter at være gået tilbage til roklubben igen kl ca 23 kunne vi konstatere, at den udleverede nøgle ikke kunne låse os ind. Hvis andre besøger klubben, kan vi anbefale at sikre sig udlevering af nøglekort, hvilket er nødvendigt for at komme ind. Kirsten (formand i Frederiksværk) var dog meget sød til at komme hurtigt og hjælpe os ind, og hun kunne samtidig fortælle, at vores nøgle kun kunne låse os ud af klubben! Det var dog ikke hende, der havde udleveret nøglen til os – hun hjalp os tværtimod, da det kneb!

Efter endnu en solrig morgen uden vind (det er de heldige, der roede i uge 30, og det vil Bornholmsroerne sikkert også skrive under påJ), stuvede vi bådene og roede de 16 km. til Hundested Havn, hvor der var mange sejl- og motorbåde samt færgen. Det gjaldt om at holde tungen lige i munden og være omhyggelig med navigeringen. Vi fandt dog en fin plads til de to inriggere, der kom til at ligge side om side og tog sig rigtigt godt ud med Dannebrog agter – et motiv som flere af havnens turister brugte til fotografering!

 Der er stort leben sådan en sommerdag på Hundested Havn, men vi fandt et bord og køletaskens indhold kom frem! Efter en kort siesta (= en middagssøvn i solen), roede vi til Hundested Roklub, hvor vi også blev meget venligt modtaget af formanden, som vi kontaktede ved ankomsten. Hundested Roklub er stor og har 150 medlemmer, heraf dog kun ca. 50 aktive roere, og vi fik fortalt, at de lokale regler foreskriver, at man ikke roer ind i havnen, hvor vi jo havde ligget en stor del af eftermiddagen, selvfølgelig helt uvidende om denne lokale regel. Vi besøgte den lokale Netto, og derefter blev en storartet 2 retters menu fremtryllet i køkkenet.  Hertil blev serveret den medbragte Chateau du Pap. Senere bød klubben på turens flotteste solnedgang, som vi nød fra terrassen foran bådhallen!

Torsdag morgen gik turen atter tilbage til Nykøbing, men denne gang i stille regnvejr, der dog holdt ved, så vi ankom gennemblødte. Bevidstheden om, at der kun var 16 km foran os gjorde turen nem, og da vi var færdige med at rengøre bådene, bød Doris og John os på kaffe og boller – herligt!

Et sidste stop blev gjort på Anneberg Glasmuseum ca. 15 min. bilkørsel fra Nykøbing. Museet er oprettet af J.C. Hempel, der var farve og lak fabrikant og åbnede i 1965. Både udstilling og beliggenhed er meget flot og kan varmt anbefales. Derefter gik turen ad de små sjællandske veje, og her nød vi godt af Gerts lokalkendskab.

Turen i år var således lige så god som alle de 11 andre ture, vi har haft i uge 30 – med tillæg af fantastisk ro vejr og ditto humør og selskab!

98 Hans Henrik.